Vores vision


Vindebryg er en hobbybasis nanobryggeri på Tåsinge. Vi har en eksperimenterende stil hvilket gør at en øl aldrig kan genskabes 100%. Dette betyder at vores brygmester aldrig har fri! Han skal hele tiden finde på nye og spændende opskrifter da metervare ikke er muligt.

Vindebryg startede i 2015, efter mange års interesse for øl, både i brygningsprocessen men bestemt også i indtagelsen af det færdige produkt.

Højt skum! - Vindebryg

Vores øl


Folkene bag


Ole Mortensen

Executive brygmester og senior produktudvikler

Peter Mortensen

Executive web developer

Jakob Mortensen

Executive UX og label designer

Salutem Cervisa


I disse tider hører man ofte om at alkohol er usundt. I dette tilfælde kan dette dog ikke være tilfældet da øllen er tappet under overvågning af kvalificeret medicinsk personel. Denne kyndige og indgående kendskab til mennesket sikrer en øl som uden bekymringer kan drikkesi rigelige mængder. Øllen er en mørk hvede øl brygget med et bredt udvalg af humle som sikre en afrundet bitter smag. Bør nydes afkølet. Bundfald kan forekomme.

Luk

Duppel Christmas


”SVAGBRYGGERE !!!!!!” råbte den gamle brygmester. ”I laver en øl på 5.4 % og kalder det julebryg”. ”Næ nu skal I fandeme se” sagde han og fandt en opskrift på Belgisk Dubbel frem mens han mumlede ”godt med julekrydderier og godt med sukker, så gæringen giver alkohol til en en solid julebimmelim”. Herefter satte han sig til hvile foran flimrekasen og lod sig berige af ”Vild med dans” garneret med udsendelser om klimaændringer, de sidste uden vindere. På den 7. dag omstak han øllet. Og på den 14. dag blev det tappet på flaske og andægtigt sat på køl i Bjerrums kæmpe køleskab. I forventning om Duppel Christmas – duppel fun.

Luk

Keldungs Christmas Ale


Keldung er en lille by i Tyskland beliggende cirka 100 km syd for Bonn, nok mest kendt for sit eventyrslot, Burg Eltz. I KMD regi er Keldung nok bedst kendt som min kontrollega, som altid sikrer compliance med gældende standarder med venlig og fast hånd. Keldungs aktier i denne øl er at have leveret den oprindelig opskrift, ”Crazy Horse”. En første indskydelse var at denne øl skulle hedde ”Crazy Keldung”, det blev opgivet for at sikre et smidigt kontrolforløb. Brygget med juleknas: Appelsinskaller, koriander og kanel. Som sædvanlig med Vindebrygs øl: Du kan ligeså godt nyde den – den kan aldrig gentages.

Luk

Bee my Pale Ale


En traditionel Pale Ale brygget efter opskrift fra Brygger Ole Brødsgaard. Efter 1 uges gæring, er der tilsat ekstra cascadehumle og honning. Humle tilsat efter gæring kaldes ”tørhumling” og giver ikke meget til øllets bitterhed, men meget til øllets aroma. Til tørhumling anvendes ofte citrusduftende humler, for at give den friske, frugtagtige duft. Øllen er endnu en nyskabelse fra Vindebryg, som kun brygger 10 liter ad gangen og derfor er tvunget til evig fornyelse. Bryganlægget er så primitivt, at chancen for at for genskabe samme øl svarer til chancen for at vinde i lotto. ”Never again” er derfor Vindebrygs motto. Opskrift

Luk

Rug øl – 2. udgave


Rug var oprindelig et ukrudt i hvedemarkerne. Da den gav langt bedre udbytte under danske forhold end hveden, gik man i vidt omfang over til at dyrke rug. Rugmel har en vis bageevne, selv om den er ringere end hvedens, men det gjorde, at rug blev de nordlige landes brødkorn. Da rugen samtidig er meget mere nøjsom, hvad angår gødningskraft i jorden, blev den helt enerådende som jævne folks brød (hvedebrød var "fransk" brød). Rug er altså både hårdfør og nøjsom. I øl tilfører rug en mere blød og rund smag - og tilstopper filtre ganske effektivt under brygprocessen . Overgæret (se fakta boks) betyder at øllet er gæret ved stuetemperatur, i modsætning til undergæret øl, som er gæret ved 5-10 grader.

Luk

Oatmeal Stout


Fra ”Beer and Brewing” magasinet kommer denne opskrift på ”Oatmeal Stout” = havregrøds-stout. Den er mere karakteriseret ved sin smag af kaffe og chokolade, som hidrører fra tilsætning i gærfasen af cacaobønner og groft malet kaffe. Som også har medvirket til den tjæresorte farve. En øl til det kolde efterår med UEFA- cup i fjernsynet og en kraftig gryderet der simrer.

Luk

American Pale Ale


American Pale Ale er ”genopfindelse” af engelsk Pale Ale under ølrevolu-tionen, som startede i 80’erne. Den bliver brygget med amerikanske humler, og er ikke så humlet som en IPA. Alkohol typisk omkring 5%. I dette tilfælde humlet med Cascade og Citra til 43 IBU (=International Bitter Units) sammenlignet med cirka 20 i en normal dansk pilsner En øl til de varme sommerdage, frisk afkølet fra køleskabet, leveret på terrassen af konen. Kan også nydes mens Tour’en ruller over skærmen.

Luk

Hvede Ingefær Pale Ale


Ifølge Anette er ingefær godt for alt. Og Ole mener at alt baseret på gæret malt smager godt. Øl-kyndige hævder at humle er godt for konservering. Så i bedste Kinder-æg stil er der nu en øl med hele 3 egenskaber, sund, velsmagende og livsforlængende. ”Pale ale” er brygget som en traditionel dansk pilsner, men tilsat ekstra humle, som giver mere bitterhed. Frisk i smagen, mere bitterhed fra humlen, godt med kulsyre for at give den friske, brusende fornemmelse. Lige til terrassen på en varm sommerdag – altså efter at græsset er slået.

Luk

Barleywine


Barley wine, britisk betegnelse, på dansk ”byg-vin”, er betegnelsen for en stærk ale, dvs. øl på ca. 8-12% vol. alkohol. Traditionen opstod i England i 1700-t. og 1800-t., hvor sande patrioter fra overklassen hellere ville drikke stærkt ale end franske vine. Øllet brygges bl.a. med pale malt og lagres gerne 18 måneder eller to år. Smagen er vinøs og fyldig som sherry eller portvin. Det er Vindebrygs første forsøg med denne øltype og med de høje %-er.

Luk

Sveddrivende hvede øl


Det er en kendt sandhed, at koldt øl fordriver sved. I denne hvede-ale er effekten yderligere forstærket ved tilsætning af hyldeblomst. Hyld er en gammel lægeplante. Afkog af blomsterne skulle virke feberstillende og sveddrivende. Ud over de helsebringende effekter, så så giver hylden en let og frugtagtig duft og smag. Egentlig mest en sommerøl, men efter at have brygget en række mørke øl til efterår og jul, så skulle der også lige være lidt til tøserne. Nyd den – bryganlægget er så primitivt, at den aldrig kan gentages.

Luk